Webtilgængelighed – nu også på det private område

Skrevet af Pia Christensen Bang den

Siden efteråret 2019 har det været lovpligtigt, at offentlige websteder og apps skal være tilgængelige for alle borgere uanset eventuelle handicap eller funktionsnedsættelser. Det betyder populært sagt, at synshandicappede skal kunne navigere rundt på en app eller webside med en skærmlæser, en døv skal kunne læse tekstede udgaver af videoer og lignende.

Fra sommeren 2025 kommer kravene om webtilgængelighed til også at gælde for visse digitale platforme som blandt andre banker, forsikringsselskaber, e-handelsvirksomheder og lignende. Kravene vil gælde udvalgte produkter og tjenester som blandt andet smartphones, e-bøger, rejseinformation og interaktive informationsskærme.

Hvorfor stille krav?

Formålet med lovene om webtilgængelighed er at gøre det lettere for mennesker med funktionsnedsættelser eller handicap at deltage i samfundet på lige fod med alle andre.
De danske love er implementeringer af fælles EU-regler, og ensartede europæiske regler skal gøre det nemmere for virksomheder at handle med produkter og tjenester på tværs af landegrænser.

Hvem og hvad er omfattet?

Den kommende lov med krav om tilgængelighed for produkter og ydelser kommer til at gælde for udvalgte digitale produkter og tjenester, og set med Inklusios øjne er de vigtigste:

  • E-handelstjenester til onlinesalg
  • Banktjenester som kreditaftaler, betalingskonti og elektroniske penge
  • Websteder, online- og mobilapplikationer som giver adgang til streamingtjenester
  • E-bøger og software
  • E-bogslæsere
  • Rejseinformation via websteder, apps, elektroniske billetter, informationsskærme og interaktive terminaler
  • Computere (fx. tablets og bærbare computere) og styresystemer til disse som Windows eller MacOS
  • Betalingsterminaler
  • Selvbetjeningsterminaler, der benyttes til produkter omfattet af loven. Det er blandt andet hæveautomater, billetmaskiner og check-in terminaler.
  • Produkter, der benyttes til elektronisk kommunikation som smartphones og tablets, som kan bruges til opkald

Hvem er undtaget?

Det er ikke alle producenter og leverandører af de nævnte produkter og tjenester, som lovgivningen omfatter. Små virksomheder med under 10 ansatte er undtaget fra tilgængelighedslovene, hvis de samtidig har en årlig omsætning på under 2 mio euro eller en samlet årlig balance på under 2 mio euro. Sidst, men ikke mindst kan virksomheder søge om fritagelse, hvis de får ”uforholdsmæssigt store omkostninger” ved at leve op til reglerne. Foreløbig er dette dog ikke nærmere beskrevet.

Hvad skal de gøre?

De standarder, der skal anvendes til at kunne dokumentere, at man overholder loven, er under udarbejdelse af de europæiske standardiseringsorganisationer og bliver først helt færdige tæt på fristen i 2025. Vi ved dog allerede nu, hvilke krav der kommer til at gælde. Disse er angivet i lovens bilag (tjek nummereringen for en sikkerheds skyld, for den kan jeg ikke huske).

For digitale produkter og tjenester, der er webbaserede eller som kommer i form af apps, vil standarden EN 301 549 gælde. Denne er under opdatering, men vi forventer, at kravene bliver de samme til web og apps, som de er i dag for de offentlige myndigheder – dvs. ”Retninglsinjer for tilgængeligt webindhold” WCAG 2.1 på niveau AA + nogle enkelte andre krav for specifikke typer indhold – f.eks. video eller to-vejs stemmekommunikation.

Hvornår skal de være klar?

Den nye lov vil træde i kraft den 28. juni 2025, og alle nye produkter, der kommer på markedet efter den dato, skal overholde kravene.

Eksisterende produkter og tjenester har en frist til 28. juni 2030, men hvis de grundlæggende ændres eller redesignes, kan de også blive omfattet tidligere.

Hvad risikerer de?

Hvis man ikke overholder lovgivningen, risikerer man sanktioner fra myndighederne i form af bøder eller at få fjernet sine produkter og tjenester fra det europæiske marked. Hvis ét land kræver, at et produkt eller en tjeneste fjernes fra markedet, har de øvrige EU-lande pligt til at følge trop og indføre den samme sanktion.

Kontrollen med at tilgængelighedsreglerne overholdes forventes delt mellem Sikkerhedsstyrelsen, Finanstilsynet, Søfartsstyrelsen, Trafikstyrelsen, Energistyrelsen, Forbrugerombudsmanden og Justitsministeriet.

Hvis du vil vide mere

Hvis du vil høre mere om tilgængelighed eller den kommende lovgivning er du velkommen til at [kontakte Inklusio ]

Du kan læse mere på Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside:
[https://www.sik.dk/erhverv/produkter/generel-produktsikkerhed/love-og-regler/der-kommer-nye-krav-om-tilgaengelighed-produkter-og-tjenester]

Digitaliseringsstyrelsen har en række tema-websider om webtilgængelighed, i det offentlige hvor du kan finde oplysninger om lovgivning, tilsyn, spørgsmål og svar m.m.:
[https://digst.dk/digital-service/webtilgaengelighed/]

regeringens digitaliseringsstrategi, som blev præsenteret den 5. maj 2022 findes her:
[https://fm.dk/media/25845/danmarks-digitaliseringsstrategi-sammen-om-den-digitale-udvikling_web.pdf]