Standarden EN 301 549 – hvad er det og hvordan følger man den?

Hvad er EN 301 549?

Den europæiske standard EN 301 549 er en standard, der beskriver, hvilke krav der skal opfyldes, for at forskellige IT-løsninger er tilgængelige. Eksempler på IT-baserede produkter og tjenester er websteder, mobilapplikationer, billetautomater, e-bogslæsere, kodelæsere og fjernsyn. I tillæg findes der krav til enkelte telekommunikationsløsninger, f.eks. for tekst via telefon eller to-vejs videokommunikation.

Standarden blev oprindeligt udviklet i et samarbejde imellem de tre europæiske standardiseringsorganisationer CEN, CENELEC og ETSI for at beskrive krav til tilgængelighed, der kunne bruges i forbindelse med offentlige anskaffelser i EU-landene.

Sidenhen er standarden opdateret flere gange, der er tilføjet nye krav, og den er taget i brug på flere områder.

Senest er standarden blevet relevant for mange af os i forbindelse med EU’s webtilgængelighedsdirektiv, hvor EN 301 549 i version 3.2.1 fra marts 2021 angiver de krav, som et websted eller en app, der er omfattet af webtilgængelighedsloven, skal overholde. Det er også denne standard, der vil være grundlaget for at vurdere, om private virksomheder, som e-handel og banker, overholder «Lov om tilgængelighed til produkter og tjenester», der træder i kraft i 2025. En ny og opdateret udgave af standarden er under udarbejdelse, og den forventes klar i løbet af 2025.

De svære begreber

Det kan være svært at finde rundt i og forstå både selve standarden og de dokumenter, der henviser til den. Derfor vil vi her prøve at forklare nogle begreber på en, forhåbentlig, mere let forståelig måde.

Harmoniserede standarder

EN 301 549 er en såkaldt harmoniseret standard. Harmoniserede standarder er standarder, der er udviklet af en (eller flere) af de europæiske standardiseringsorganisationer CEN, CENELEC eller ETSI som følge af en standardiseringsanmodning fra EU-kommissionen.

En standardiseringsanmodning er en bestilling på en bestemt standard, som EU-kommissionen kan sende til en eller flere af de europæiske standardiseringsorganisationer. Typisk følger der finansiering med en standardiseringsanmodning.

Inden standardiseringsorganisationerne godkender bestillingen, foregår der en forhandling om indhold, tidsfrister og andet.

Når en eller flere af organisationerne accepterer standardiseringsforespørgslen fra EU-kommissionen, går de i gang med arbejdet.

Tidligere blev disse standardiseringsmandater kaldt “Standards mandates” på engelsk. Dette er nu ændret til “Standards request”. Derfor vil man finde begge begreber brugt. På dansk kaldes det som regel en standardiseringsanmodning.

Når standarden er klar, og godkendt af EU-kommissionen, kan en henvisning publiceres i EU’s lovtidende (OJEU). Når dette er sket, giver standarden formodning om overensstemmelse (presumption of conformity), og det regnes som en harmoniseret standard.

Harmoniserede standarder er altså standarder, som EU-kommissionen anser for at være tilstrækkelige til at overholde EU-lovgivning på et afgrænset område. Standarden skal indeholde et obligatorisk annex (kaldt ZA/ZZ), som redegør for sammenhængen mellem kravene i standarden og overensstemmelse med
lovgivningen. F.eks. angiver Annex A i EN 301 549, hvilke krav der gælder for apps og websteder.

Formodning om overensstemmelse

Begrebet formodning om overensstemmelse kaldes på engelsk for ”presumption of conformity”, og det er en måde at vise, at ens produkt eller tjeneste overholder en EU-lovgivning. Det kræver, at man opfylder de krav, der findes i en harmoniseret standard, som beskrevet i forrige afsnit. Når man overholder disse krav, kan man sige, at man som ejer eller udbyder af et produkt eller en tjeneste har en formodning om overensstemmelse med EU-lovgivningen, fordi man overholder kravene fra en harmoniseret standard.

Man skal ikke nødvendigvis benytte den givne standard – der kan være andre måder at demonstrere, at ens produkt eller tjeneste overholder lovgivningen på. Når det gælder tilgængelighed, er det dog næsten uden undtagelse EN 301 549, der bruges for både at vise og vurdere tilgængeligheden af et produkt eller en tjeneste (f.eks. et websted eller en app).

Hvad er forskellen på EN 301 549 og WCAG?

For at besvare dette spørgsmål vil vi først sikre, at du kender lidt til WCAG:

Hvad er WCAG?

WCAG står for Web Content Accessibility Guidelines (på dansk: Retningslinjer for Tilgængeligt Webindhold). WCAG indeholder succeskriterier for tilgængeligt webindhold, og disse succeskriterier inddeles i 3 niveauer, hhv. A, AA og AAA. I Danmark stiller webtilgænge-lighedsloven krav til, at digitale løsninger skal overholde WCAG version 2.1 på niveau AA (som er succeskriterier på niveau A+AA).
WCAG har eksisteret siden 2002 og er den mest kendte standard på området (selvom den rent teknisk ikke er en standard, men retningslinjer). WCAG version 1.0 udkom i 2002, version 2.0 i 2008, WCAG 2.1 i 2018 og WCAG 2.2 i 2023.

Hvad er så forskellen på EN 301 549 og WCAG?

Det korte svar

Det meget korte svar på spørgsmålet er, at WCAG 2.1 på niveau AA er en del af EN 301 549. Overholder man WCAG 2.1 AA, overholder man også kravene i den del af EN 301 549. Dog er det vigtigt at bemærke, at en app eller et websted også kan være omfattet af andre krav fra EN 301 549, der rækker ud over WCAG.
Omvendt, overholder man de relevante krav fra EN 301 549, overholder man også WCAG 2.1 på niveau AA.

Det lidt længere svar

EN 301 549 indeholder krav til mange forskellige slags IT-baserede løsninger. For websteder og andre webbaserede løsninger, digitale dokumenter og software, herunder apps, har man valgt at henvise til WCAG fremfor at udvikle helt nye krav.

En af de store ændringer fra WCAG version 1.0 til 2.0 (se afsnittet om WCAG ovenfor) var, at WCAG blev såkaldt teknologiagnostisk. Dette betyder, at den i princippet kan bruges på andet digitalt indhold end bare websteder – f.eks. dokumenter og mobilapplikationer. Derfor gav det god mening at inddrage disse krav som en del af EN 301 549. Sidste version af EN 301 549 (v 3.2.1 fra marts 2021) henviser til WCAG 2.1 og indeholder alle krav på niveau A og AA.

Oversigt over udvalgte kapitler i standarden EN 301 549

Kapitlerne 9, 10 og 11 i standarden EN 301 549 er nummereret sådan, at de passer med nummereringen i WCAG. Derfor vil der nogle steder være tomme kapitler, hvor der kun står “Void”. Dette betyder tomt, men at man har beholdt overskriften for at sikre, at nummereringen stadig passer. I kapitel 9 står der primært ”Void”, når det handler om krav på niveau AAA. I kapitlerne 10 og 11 kan ”Void” også betyde, at det aktuelle succeskriterie ikke kan eller skal anvendes på dokumenter eller software.

Kapitel 9 omhandler websteder. Her refererer hvert afsnit (clause) direkte til et WCAG-krav ved at sige f.eks.:
“Where ICT is a web page, it shall satisfy WCAG 2.1 Success Criterion 2.1.4 Character Key Shortcuts”.
Altså skal kravet håndteres fuldstændig som succeskriteriet i WCAG.

Udover succeskriterierne på niveau A og AA indeholder kapitel 9 også alle krav på niveau AAA. Dette er primært til information, og selvom der ikke er krav om at disse skal overholdes, anbefales det, at man overvejer, om nogle kan være relevante.

Derudover indeholder kapitel 9 også nogle yderligere punkter fra WCAGs kapitel 5, der vedrører, hvordan man vurderer, om en side overholder kravene.

Kapitel 10 omhandler ikke web-baserede dokumenter og elektroniske publikationer. Dvs. at de omhandler dokumenter, der kan downloades fra en webside, men ikke webbaserede dokumenter (dvs. f.eks. lavet i HTML). Det omfatter heller ikke dokumenter indbygget i en webside. Det betyder f.eks., at hvis man har en PDF-læser indbygget i en webside, skal indholdet vurderes som en webside ifølge kapitel 9, og ikke som et dokument. Ofte vil dokumenter dog også være mulige at downloade, hvilket betyder, at de skal behandles både som en webside (i den indbyggede version) og som et downloadbart dokument iflg. kapitel 10.

Nogle af kravene i kapitel 10 er omskrevet, så de passer til dokumenter , men essensen i kravene er altid den samme som i WCAG. I tillæg er enkelte krav fra WCAG udeladt, fordi de simpelthen ikke giver mening i kontekst af dokumenter .
Kapitlet indeholder også to yderligere krav, som ikke er i WCAG, og som vedrører placering af undertekster og timing af synstolkning.

Kapitel 11 indeholder krav til software – herunder krav til apps til mobil og tablet.

Vil du vide mere?

Vi håber, at ovenstående forklaring om EN 301 549 gav dig et bedre overblik, end du havde før.

Hvis du vil vide mere om webtilgængelighed, EN 301 549 og WCAG er du velkommen til at kontakte Useit.

Vil du være på forkant med den lovgivning om webtilgængelighed, som træder i kraft allerede i 2025? Så anbefaler vi, at du læser vores blogindlæg ”Webtilgængelighed – nu også på det private område”.